Kontrol af rejsekort
Rejsekortet er både en billet og et betalingsmiddel.
På rejsekortet gemmes oplysninger om kundens igangværende rejse, og op til 10 forudgående rejser samt op til 14 transaktioner/hændelser. Der findes tre typer rejsekort:
Et ”almindeligt” rejsekort, hvor der sættes et beløb ind på en konto, og hver gang der rejses, trækkes rejsens pris på kontoen
Et pendlerkort, der er et rejsekort, hvor kunden i en periode får et ubegrænset antal rejser på en fast strækning (pendlerområdet). Det kan være et pendlerkort, et skolekort, eller et ungdomskort.
Pendler kombi er en løsning, der består af både pendlerkort og rejsekort samlet i ét kort, hvor rejsekortdelen kan bruges i hele Danmark, hvis der er penge på kortet.
Du kan læse om alle typer rejsekort under en Passager/Billetteringsregler og billettyper løsning.
Kunden skal, hver gang hun stiger ind i en bus holde sit rejsekort mod Det Blå Punkt, der checker ind, og der kvitteres med lyd og tekst. Kortet skal holdes stille foran kortlæseren, for at det kan læses.
Man kan fortryde CI ved at checke ud med det samme på en Check ud stander. Bemærk: Hvis bussen er kørt fra stoppestedet, er det for sent at annullere et check ind. På chaufførkonsollen kan du også se, om det stadig er muligt at annullere et check ind, det kan du så længe ”hånden” står ud for stoppestedet.
Hvis GPS’en virker, og hvis kunden er alene, skal du ikke foretage dig andet end at holde øje med, at kunden checker ind, og at kunden tilhører den kundetype, der står på kortet. Kundetypen kan du se i bundfeltet, i linjen oven over funktionstasterne. Kundetypen og korttypen er skrevet, med tekst.
Hver gang kunden stiger ud af bussen, skal hun holde sit rejsekort mod Det Blå Punkt på en CU-stander, og der kvitteres med lyd og tekst. Når der checkes et almindeligt rejsekort ud, viser kortlæseren rejsens pris, og den resterende saldo. Når der checkes et pendlerkort ud vises udløbsdatoen for gyldighed.
En rejse kan maksimalt afbrydes i 30 minutter. Afbrydelsen kaldes ”transittiden”. Hvis kunden checker ud og checker ind igen mindre end 30 minutter senere i samme zone, tæller det som en fortsættelse af rejsen – dvs. at der ikke skal betales for en ny rejse. Hvis der går mere end 30 minutter mellem check ud og nyt check ind, bliver rejsen opdelt i to separate rejser ved beregning af prisen.
Hvis kunden checker ind i en anden zone end check ud-zonen, vil det altid blive afregnet som to separate rejser uanset hvor lang tid, der er mellem check ud og check ind.
Eksempel:
En kunde checker ud efter en togrejse til Fredericia station kl.16.30. Kunden checker ind i en bybus i Fredericia kl.16.52. Der er 22 minutter mellem check ud og nyt check ind. De to rejser vil blive sammenkædet til én samlet rejse. Hvis kunden først havde checket ind klokken 17.05 betragtes det som en ny rejse, hvor kunden som minimum skal betale for to zoner.
Hvis kunden har brug for at kende sin saldo på kortet, gyldighedsperiode, kundetype e.l., skal du trykke på ”Betjening” i bundfeltet.
Herefter fremkommer betjeningsmenuen:
Tryk på feltet ”Information”.
Herefter vil konsollen bede kunden om at holde kortet hen for bussens forreste Blå Punkt for check ind.
Når kortet er blevet præsenteret for Det Blå Punkt, kommer skærmbilledet vist til højre.
Under ”Generelt” kan du se oplysninger om korttype, udløbsdato, sprogprofil (dansk eller engelsk), kortnummer og kundetype (voksen, barn eller hund). Under ”Type” vil der normalt stå ”Landsdækkende”, anonyme kort kan dog være opsat til kun at blive brugt lokalt i et takstområde.
Funktionen ”E-pung” giver oplysninger om saldoen på rejsekortet. Hvis der på rejsekortet er en tank-op-aftale, er der også information om denne.
Funktionen ”Periodekort” vil være hvid, hvis kunden har et pendlerkort, eller et pendler kombi-kort. Den oplyser hvilke de zoner kunden kan rejse i, og om periodekortet er aktivt. Hvis det er et almindeligt rejsekort vil feltet være blåt.
Under ”Rejser” kan man få en række oplysninger om kundens igangværende rejse samt om check ind og check ud og tidligere rejser.
Under ”Andet” kan man få oplysninger om f.eks. optankning, check ind og check ud oplysninger osv.
Du har mulighed for at udskrive oplysningerne ved at trykke på printer-ikonet. Men der bruges meget printerpapir til opgaven – og det tager tid. Hvis kunden har mulighed for selv at gå på rejsekort.dk og se sine oplysninger, kan du henvise kunden til at gøre det.