Erstatning
Efter færdselsloven skal din vognmand erstatte skader, som køretøjet forårsager ved færdselsuheld, eksplosion eller brand, der stammer fra brændstofanlæg i køretøjet.
Kunden er selv ansvarlig for sit rejsegods under transporten, derfor får kunden normalt ikke erstatning for beskadigelse eller bortkomst af rejsegods eller personlige ejendele. Kunden skal under hele rejsen være forberedt på kraftige opbremsninger, trængsel/skub fra andre passagerer og lignende hændelser.
Korrekt lastning af bussens bagagerum er altid chaufførens ansvar. Hvis rejsegods, der transporteres i bussens bagagerum, bliver beskadiget vil det derfor blive erstattet, hvis skaden skyldes forkert lastning. Derimod hæfter kunden selv for skader, der ikke skyldes forkert lastning, f.eks. fordi en taske indeholdt genstande, der ikke kunne holde til tryk og rystelser m.v.
Hvis der sker skade på rejsegods på grund af fejl fra chaufførens side, f.eks. i forbindelse med dennes håndtering af rejsegods, erstattes sådanne skader af vognmanden. Alle vognmænd, der kører for Sydtrafik har en erhvervsansvarsforsikring, der dækker skader, de evt. måtte forvolde på passagerer og deres ejendele.
Der ydes ikke erstatning for småskrammer på cykler, barnevogne o. l., der transporteres uden at være emballeret i bussens bagagerum.
Rejsegarantien gælder for alle Sydtrafiks busser.
Hvis bussen er skyld i, at kunden vil komme mindst 20 minutter for sent til det sted, hvor kundens planlagte rejse med Sydtrafik slutter, kan kunden i stedet tage en taxa eller køre i egen bil.
Efterfølgende kan kunden søge om at få sine udgifter til kørsel i egen bil eller taxi refunderet, hvis kunden har konstateret, at det ikke var muligt at bruge en anden forbindelse. Øvrige omkostninger refunderes ikke.
Kunden kan få refunderet udgifterne for op til 50 kilometers kørsel enten i taxa mod kvittering eller i egen bil t/r til statens takst.
Rejsegarantien gælder ikke, hvis forsinkelsen skyldes forhold, som Sydtrafik ikke har indflydelse på, eller hvis Sydtrafik har informeret om forsinkelser eller omkørsler på Sydtrafiks hjemmeside før rejsen.
For grupper på over 8 personer gælder rejsegarantien kun, hvis gruppen senest fem dage i forvejen har reserveret plads via Sydtrafiks hjemmeside.
Rejsegarantien gælder heller ikke til rejser videre med tog, fly eller færge. DSB og Go Collective har deres egne rejsegarantiordninger.
Kunden skal planlægge sin rejse, så der altid er mindst 4 minutter til at skifte bus.
Sydtrafik skal have modtaget ansøgningen om refusion senest 14 dage efter, kunden har brugt rejsegarantien.
Du har ikke altid mulighed for at gennemskue, om kunden har ret til at få rejsegaranti. Det kan i nogle tilfælde kræve en længere sagsbehandling. Derfor kan du ikke garantere, at taxien bliver refunderet, men opfordre kunden til at læse folderen.
Kunden kan ringe til trafikoplysningen på telefon 70 10 44 10. Her kan kunden bl.a. få afklaret, om vognmanden har indmeldt forsinkelser, eller om en tur er udgået, og der dermed kan gives rejsegaranti. Sørg altid for at have Rejsegarantifolderen i bussen.